Trods opbremsning på markedet for investeringsejendomme og barskere vilkår for detailhandlen har Blue Capital i 2022 udbudt 11 butiksprojekter til private investorer.

 

Blue Capital har i 2022 solgt 11 projekter med nybyggede eller eksisterende ejendomme til detailhandel og spisesteder over hele landet for sammenlagt 396,2 millioner kr.

– Mange har haft travlt med at affærdige investeringer i detailejendomme, men trods hårdere tider for dele af detailhandlen så skal næsten 6 millioner danskere jo have mad på bordet hver dag og have andre fornødenheder. Danskerne har stadig stor købekraft, blandt andet i kraft af den meget høje beskæftigelse. Desuden har fastfoodkæderne faktisk vundet terræn og fået fat i nye kundegrupper under coronanedlukningerne, siger Martin Kibsgaard Jensen, administrerende direktør i Blue Capital med kontor på Marselis Tværvej i Aarhus.

Tomgangen for butikslokaler har gennem det meste af 2021 og 2022 ligget på det laveste niveau i 12 år ifølge Ejendomstorvet.dk, mæglernes fælles portal for erhvervslokaler.

Lejerne i de 11 udbudte Blue Capital-ejendomsprojekter i 2022 omfatter blandt andre dagligvarebutikker som Coops 365discount og Salling Groups Netto, storbutikker som Elgiganten, Jem & Fix og Jysk samt fastfoodkæder som Burger King og Sunset Boulevard.

Årets 2 sidste projekter, begge udbudt i december, bestod dels af en 365discount-butik og en OK-benzintank i Silkeborg, dels af 2 365discount-butikker i Dianalund og Gørlev på Vestsjælland, den første også med OK-tank.

– Vi er glade for, at investorerne i et ellers vanskeligt år har taget godt imod de projekter, vi har sendt på markedet, og i 2022 opnår vi vores hidtil bedste driftsresultat, siden virksomheden blev stiftet i 2010, siger Martin Kibsgaard Jensen.

Blue Capital har siden etableringen for 12 år siden udbudt over 90 ejendomsprojekter for samlet lidt over 3 milliarder kr., typisk med et eller flere butikslejemål med lejere, der har indgået uopsigelige lejekontrakter på 10-15 år og med lejeregulering i takt med inflationen.

Alle projekter er udbudt som såkaldte kommanditselskaber eller K/S’er med op til 10 investorer, ofte velhavende privatpersoner og tit fra samme område som projektejendommen. Blue Capital administrerer næsten alle de udbudte ejendomsprojekter og udvidede derfor i sommer sin administrationsafdeling.

Geografisk er de 11 udbudte ejendomsprojekter fra Blue Capital i 2022 beliggende fra sjællandske Haslev i øst til Thisted i vest og fra Brønderslev i nord til Rødekro ved Aabenraa i syd. Det største projekt til 78,5 millioner kr. omfattede en Jem & Fix-butik, Fitness World samt showroom, kontor og lager til Rigtig Kaffe i Aarhus-forstaden Tilst.

Læs den fulde artikel på byenejendom her