Et år efter nedlukningen af den overvejende del af detailhandlen ser det bedre ud for landets bybilleder end før krisen. Det viser dugfriske tal fra Ejendomstorvet Markedsindeksstatistik, som har samlet tal fra både Ejendomstorvet.dk, Dansk Ejendomsmæglerforening og brancheorganisationen EjendomDanmark.

 

– Lige efter den store nedlukning i marts 2020 kunne vi registrere en stigende andel udbudte butikslokaler, men så vendte billedet: Tre kvartaler i træk er udbuddet af ledige lokaler til butikker, spisesteder og takeaway faldet og er i dag lavere, end da coronaen ramte Danmark. Siden toppen i midten af 2020 er udbuddet skrumpet med næsten 92.000 kvadratmeter – et areal svarende til fx 30 Føtex- eller Kvickly-varehuse, siger Jakob Wegener, adm. direktør for Ejendomstorvet.dk.

I 2. kvartal 2021 er blot 3 pct. af landets butiksareal på 18,3 mio. kvadratmeter udbudt til leje eller salg.

Lavere lejepriser skaber efterspørgsel

Hvis vi skruer tiden et år tilbage, havde mange nok forudset, at nethandel, stigende arbejdsløshed og generel forsigtighed på grund af den usikre fremtid ville have sat en stopklods i væksten af fysiske butikker.

Det er i hvert fald nok de færreste, som havde regnet med, at udviklingen ville gå i den modsatte retning.

– Mange steder er lejeniveauerne kommet en smule ned, så det er blevet mere attraktivt for nye lejere og butikker at etablere sig. Privatforbruget har hele tiden været højt, blandt andet fordi der har været begrænsninger på, hvor meget danskerne har kunnet rejse – det har sat gang i fx møbelkøb og projekter i hjemmet, så nogle butikstyper har øget salget, forklarer Stig Plon Kjeldsen, analysechef i den landsdækkende mæglervirksomhed Nordicals.

Han peger også på de økonomiske hjælpepakker som en del af årsagen til, at man ikke har oplevet flere tomme lokaler.

Det positive billede præger ifølge Ejendomstorvet.dk’s data næsten hele landet – undtagelsen er Strøget og andre centrale dele af København. Her har manglen på udenlandske turister, krydstogtrejsende og kongresdeltagere udløst talrige ”til leje”-skilte.

Ovenstående er udklip af artikel fra Retail News- læs den fulde artikel her.