Dagligvarer er populære i Ørslev, hvor onsdag morgen startede ud med en massiv kø foran den nye Netto, da butikken for første gang slog dørene op.

Der var så mange, at de 50 parkeringspladser, som ligger i tilknytning til butikken var for lidt – bilerne holdt op og ned ad Ugledigevej, og udviklingsdirektør Carsten Hadsbjerg, Dansk Supermarked er imponeret over fremmødet.

– Der var noget flere mennesker, end vi er vant til ved en Netto-åbning i en by af Ørslevs størrelse. Det kunne tyde på, at vi har været savnet, lød det.

Udviklingsdirektøren satser på, at butikken i fremtiden kan blive et samlingssted for byen:

– Vi er i dialog med lokalrådet i Ørslev, der har mange spændende projekter i støbeskeen. Om vi medvirker til – som i eftermiddag at servere gløgg og æbleskiver – eller om vi lægger plads til arrangementer med spejderne, vil jeg lade være op til den lokale butikschef og Ørslevs borgere, men deltage lokalt vil vi i hvert fald.