Dollarstore, der beskrives som Sveriges hurtigstvoksende discountkæde, er på vej til Danmark.

Nu har kæden sikret sig et lejemål i Brønderslev, hvor en butik på 3.100 kvadratmeter er ved at blive opført og fra oktober udlejes til selskabet bag det danske Dollarstore.

Det fremgår af et investeringsprojekt, som Danmarks førende udbyder af erhvervsejendomme Blue Capital netop har offentliggjort.

Martin Kibsgaard Jensen, direktør i Blue Capital, bekræfter udbuddet af Dollarstore-ejendommen i Brønderslev, som investorer nu kan købe sig ind i.

»Dollarstore er virkelig en spændende kæde, som kommer til at tage en plads i det danske marked, der ikke er besat i forvejen. Jeg får mange henvendelser fra ejendomsudviklere, som gerne vil opføre Dollarstore-butikker. Så jeg tror godt, vi kan forvente flere butikker fra den kæde,« siger han.

Finans har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Thomas Jellum, der er topchef i Dollarstore og desuden indsat som direktør i selskabet Ahlberg Dollarstore ApS. Jellum har en fortid som landechef for Netto i Danmark.

I april 2021 fortalte Thomas Jellum dog Ekstra Bladet, at Dollarstore havde en ambition om at åbne 50 danske butikker inden for tre år.

»Dollarstore er ikke et koncept, der findes i Danmark. Vi minder nok lidt om en blanding af Tiger Copenhagen og Harald Nyborg – bare større,« sagde han til Ekstra Bladet.

Samtidig slog han fast, at Dollarstore ikke kommer til at ligge i storcentre, men mere vil have samme type beliggenhed som kæderne Ikea og T Hansen.

Butikkerne fra den svenske discountkæde sælger kosmetiske varer til personlige pleje og husholdnings- bolig- og haveudstyr til lave priser.

Ovenstående er udklip af artikel fra Finans.dk – læs den fulde artikel her