Blue Capital solgte alle udbudte projekter og nåede flere milepæle i 2024. I 2025 forventes ny rekord i antallet af projekter.
Markedet for ejendomsinvesteringer har i år været stort set lige så sløjt som i 2023, men Blue Capital formåede at fastholde et rekordhøjt antal udbudte ejendomsprojekter.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra projektudbyderen, som alligevel har kunnet hænge de røde lamper op flere gange i løbet af året.
– I 2023 udbød vi 12 ejendomme, det højeste nogensinde. Det er også lykkedes i år med 12 projekter til i alt 312 millioner kroner. Beløbet er lidt lavere end sidste år, fordi projekterne i gennemsnit har været mindre, udtaler administrerende direktør Martin Kibsgaard Jensen.
– Samtidig har vi, trods det afdæmpede marked, rundet et par vigtige milepæle: Den samlede værdi af vores nu 113 udbudte projekter siden starten i 2010 passerede 3,5 milliarder kroner, og den indskudte kapital fra vores over 500 investorer nåede op over 1 milliard kroner.
Årets projekter fra Blue Capital er fordelt over det meste af landet og omfatter tre storbutikker fra Jysk, to fra Sport24, to Jem & Fix-byggemarkeder og to 365discount-butikker. Dertil storbutikker fra Elgiganten og den svenske Big Dollar-kæde samt en Netto-butik. Det seneste projekt kunne meldes udsolgt for få dage siden: En Korsør-ejendom til godt 26 millioner kroner med blandt andet en Sunset Boulevard-restaurant.
– I år har interessen blandt investorerne været endnu større end før. I 2023 gik der i gennemsnit lige knap 12 kalenderdage, fra vi udbød et projekt, til vi kunne melde udsolgt. Nu er vi nede på 7½ dag i gennemsnit, og flere projekter er blevet udsolgt på to dage, fortæller Martin Kibsgaard Jensen.
– Over halvdelen af investorerne er eksisterende kunder, som gerne vil investere i flere projekter. Det ser vi som en stor tillidserklæring. Der var også stor interesse – både i foråret og igen i efteråret – da vi sammen med Aros Business Academy lancerede en bestyrelsesuddannelse for vores investorer.
Hver projektejendom drives som et kommanditselskab eller K/S, hvor typisk to-tre investorer sidder i bestyrelsen.
Syv af årets 12 ejendomsprojekter fra Blue Capital omfattede nybyggeri. Dertil kom et projekt, hvor en eksisterende storbutik blev udvidet.
– Vi kan tydeligt se, at flere detailkæder igen har fået mod på at bygge nyt. For et par år siden var en del ellers tilbageholdende med nybyggeri, da byggeomkostningerne skød i vejret, og renten begyndte at stige. Med den store interesse både hos detailkæder og investorer er vores mål for det nye år at overgå 2023 og 2024. Vi har allerede fire projekter i pipelinen, alle sammen med nybyggeri, siger Martin Kibsgaard Jensen.
Blue Capital blev grundlagt i 2010 og har kontor i Aarhus. Virksomhedens voksende administrationsafdeling holder styr på den løbende drift for næsten alle de udbudte projektejendomme.
Læs artiklen her hos Dansk-Byudvikling.