Et plus på 969 mio. kr. – så stor er effekten på Salling Groups bundlinje i 2019 som en følge af, at koncernen solgte Netto Sverige til svenske Coop sidste år.

Det giver Salling Group sit næstbedste resultat i koncernens historie – nemlig 2,4 mia. kr.

Det fremgår af en pressemeddelelse med udvalgte nøgletal fra koncernens regnskab for 2019.

I 2018 landede resultatet efter skat på 1,37 mia. kr.

Salling Group har ændret på regnskabsmetoden, og det gør direkte sammenligning svær på flere linjer.

følge pressemeddelelsen steg årets EBIT-resultat med 52 mio. kr. – korrigeret for effekten af den ændrede regnskabsmetode.

Årets omsætning landede på 56,7 mia. kr., hvilket er 2,7 mia. kr. mindre end i 2018. Her er omsætningen i Sverige imidlertid trukket ud, og Salling Group beskriver det selv som en vækst i den fortsættende forretning på 838 mio. kr. – svarende til 1,5 pct.

Væksten tilskrives bl. a. omsætningen fra et øget antal Netto-butikker samt BR-kæden med sine 26 butikker, der åbnede i marts sidste år.

– Der er tale om et stærkt år, hvor fremgangen blev drevet af vores kerneforretning både i Danmark og i udlandet. Netto Danmark leverede sit bedste år i kædens historie og præsterede i lighed med Føtex sin højeste indtjening nogensinde. Samtidig leverede Netto Polen og Salling Stormagasiner også omsætningsrekorder. Med den udvikling i ryggen kan vi fortsætte med at investere i lavere priser og bedre indkøbsoplevelser for kunderne på tværs af vores kæder, ligesom det gør os i stand til sammen med leverandører og samarbejdspartnere at tage endnu mere ansvar for de samfund, vi er en del af, siger Per Bank, topchef i Salling Group.

“I lyset af den hårde konkurrence på alle virksomhedens markeder, og de mange strategiske tiltag, der også blev gennemført, er resultatet for 2019 meget tilfredsstillende. Salling Group gennemførte i 2019 frasalget af Netto Sverige med en samlet gevinst i regnskabet på 969 mio. kr. Herudover tilpassede virksomheden de administrative omkostninger i slutningen af 2019 for at reflektere den nye stabile og erfarne organisation, der nu er på plads. Disse tiltag, i tillæg til en stærk underliggende drift, gør, at Salling Group er i stand til at investere aggressivt i en række vækstområder de kommende år – ikke mindst inden for digitale løsninger og online food samt ekspansion af Netto Polen sideløbende med en omfattende opgradering og modernisering af de fysiske butikker i ind- og udland”, lyder det i pressemeddelelsen fra Salling Group.