– Åbningen blev en kæmpesucces, siger 30-årige Jesper Sønderby, der er butikschef i SPORT 24 OUTLET i Aabybro, som forleden havde første åbningsdag.
Åbningen blev markeret med gode tilbud, og Jesper Sønderby er godt tilfreds med opbakningen.
– Det er klart, at når vi åbner en ny butik, har vi en forventning om, at der kommer mange mennesker, men det blev bedre end forventet, siger Jesper Sønderby.
SPORT 24 OUTLET er rykket ind i nyopførte rammer i Teknologisvinget, og Jesper Sønderby glæder sig over, at kæden har valgt at placere en ny butik i Aabybro, som han mener rummer et stort potentiale.
– Byen er i en rivende udvikling og oplever øget bosætning. Der er mange børnefamilier og et rigt idrætsliv, siger Jesper Sønderby.
Fem år i Hobro
Han har i de seneste knap fem år været ansat som butikschef i SPORT24 i Hobro, og han skulle ikke bruge lang betænkningstid, da muligheden for at blive butikschef i Aabybro opstod.
– Jeg er opvokset i Kaas og har altid haft et ønske om at vende tilbage til min hjemstavn. Den type job jeg har, hænger imidlertid ikke på træerne, så da jeg fik tilbuddet, valgte jeg at slå til, siger Jesper Sønderby.
Den beslutning medførte, at lejligheden i Aalborg blev erstattet med en tilværelse som husejer i Kaas, og Jesper Sønderby nyder at være tilbage i sin barndomsby. Og han glæder sig til – sammen med de øvrige medarbejdere – at sætte sit præg på den nye butik.
– Mit mål er at blive områdets største sportsforretning og kundernes foretrukne butik. Vi har et stort opland, og jeg håber, at de kunder, der i dag kører til eksempelvis Frederikshavn, Aalborg eller Brønderslev for at købe sportstøj, fremover i stedet vælger os, siger Jesper Sønderby.
Læs den fulde artikel ved at klikke her.