De tidligere bryggeribygninger på Vesterbrogade i Maribo har fået nyt liv som butikker for Harald Nyborg og Thansen.

Nu udbyder Blue Capital den næsten 5.000 kvadratmeter store ejendom til private investorer for 38,2 millioner kroner. Det oplyser ejendomsselskabet i en pressemeddelelse.

Harald Nyborg lejer godt 2.600 kvadratmeter, mens Thansen råder over knap 1.500 kvadratmeter. Begge kæder åbnede i de totalrenoverede lokaler i juni. Derudover rummer ejendommen et mindre kontorlejemål og har lidt over 100 parkeringspladser.

Ifølge Blue Capital er de lange lejekontrakter med de to detailkæder et vigtigt argument for investorerne. Harald Nyborg har bundet sig i lidt over 12 år, mens Thansen har indgået en tiårig aftale.

– Vi har i en årrække udbudt ejendomsprojekter med de to kæder som lejere, og nu har de begge afdelinger i Lolland-Falsters tre største byer og har fået optimale lokaler i landsdelens tredjestørste by, siger senior investeringsrådgiver Johnni Rasmussen fra Blue Capital.

– Maribo har et stort opland og mærker betydelig aktivitet fra Femern-byggeriet få kilometer væk, påpeger investeringsrådgiveren.

Ejendommen ligger i den vestlige del af Maribo, hvor flere større detailkæder allerede er etableret.

Salget er selskabets sjette ejendomsprojekt i 2026. De seks projekter har samlet en værdi på 203,4 millioner kroner og omfatter blandt andet butikker for Jem & Fix, Billigblomst og Netto samt en dagligvarebutik fra Rema 1000.

Blue Capital har siden 2010 udbudt 130 ejendomsprojekter med storbutikker og erhvervsejendomme til en samlet værdi på mere end 4 milliarder kroner.

Læs den fulde artikel fra Dansk Byudvikling her.

Bliv ringet op
Bestil materiale
Billede