K/S SJÆLLANDSK DETAIL, NORDLYSVEJ
Særlige kendetegn ved projektet:
- Særdeles bonitetsstærk Lejer med en egenkapital ved seneste regnskabsaflæggelse på DKK 2,43 mia.
- Ejendommen erhverves til et særligt attraktivt startafkast på 7,02%.
- Qua sine 24 års-forretningsdriven på lokationen har Lejer et yderst veletableret kendskab til området ved ejendommen samt kundegrundlaget i byen.
- 11 år og 7 måneders bindingsperiode for Lejer fra K/S’ets overtagelse af Ejendommen.
- Ejendommen belånes udelukkende via realkreditfinansiering, og den løbende overskudslikviditet danner baggrund for årlige udlodninger til ejerkredsen allerede fra år 2028.
- Projektet udbydes med tilhørende advokaterklæring fra DLA Piper og revisorerklæring fra EY.
Vi er stolte af at kunne lancere K/S Sjællandsk Detail, Nordlysvej, som en alternativ investeringsfond (“AIF”). Projektet udbydes og forvaltes af Blue Capital Fund Management A/S, der i 2020 blev stiftet og registreret som forvalter af alternative investeringsfonde (“FAIF”) ved Finanstilsynet. Central investor information kan læses her.

Beliggenhed:
Med opførelsen af bebyggelsen på Ejendommen har JYSK på ny kunne etablere sig i Nykøbing Sjælland – og tilmed på samme lokation som kæden har været at finde de seneste 24 år. Før opførelsen af den nye JYSK-butik, har JYSK drevet butik i den nu forhenværende bebyggelse, som ifm. opførelsen af det nye lejemål, er blevet revet ned. Kæden har således fået spritnye faciliteter efter deres nyeste butikskoncept. Inden etableringen af JYSK i 2001, har der siden 1988 været drevet møbelforretning på Ejendommen.
Lejer har qua sin mangeårige forretningsdriven på ejendommen et veletableret kendskab til beliggenheden og kundegrundlaget i byen, hvilket i høj grad understreges via indgåelsen af den for lejer 12-års bindingsperiode. Om etableringen af den nye butik, påpegede Anders Græsbøll Buch, kommunikationskonsulent hos JYSK, i januar 2025 følgende (Sjællandske Nyheder, 04.01.25):
De nuværende lokaler er simpelthen blevet for utidssvarende, så derfor har vi besluttet at rive det hele ned og i stedet bygge en helt ny JYSK. Og selv om det er en dyr løsning, så har vi valgt at gøre det, fordi vi har et rigtigt godt kundegrundlag i Odsherred og derfor gerne vil skabe nogle optimale rammer for kunderne.
– Anders Græsbøll Buch, kommunikationskonsulent hos JYSK
Med lejers (gen)etablering i ejendommen udgør JYSK-butikken den eneste af sin slags i hele Odsherred Kommune. Foruden at servicere indbyggerne lokalt i Nykøbing Sjælland, henvender ejendommens beliggenhed sig til et større opland omkring byen, herunder særligt området langs de omkringliggende kyststrækninger, hvor der alene i 2025 er registreret flere end 28.500 sommer- og fritidshuse, som netop udgør en væsentlig del af lejers målgruppe.
Se vores øvrige investeringsejendomme her.
Hvad kan vi hjælpe med?

















